Floden bevægede sig hurtigt for sådan et søvnigt sted, den snoede sig rundt om bjergets fod, og ved byens højeste punkt lå en forfalden klosterkirke, oplyst i et gyldent skær. Bagtil skrånede en kirkegård, den nærmest faldt som et slør, to sten her, tre der, flere længere ude, gravet ind i den hårde overflade, takkerne løb ned over skrænten, som om disse diagonale begravelser havde fungeret som straf for forbrydelser.

Mellemrummene mellem fyrretræerne var som lange stearinlys, der ragede ud af skråningen, og en passage var ryddet til en kabelbane. Den trak os op med sin ældgamle, tikkende mekanisme, mens en anden vogn kom ned. Vi passerede den i luften: En mand stod og snakkede mellem to politibetjente, og oppe ved vognføreren stod en kvinde. Lyset, der ramte dem, virkede taktilt som gardiner. Selv på sådan en blå dag fornemmede man, at himlen når som helst kunne bryde ud i et uvejr.

Britiske Lucie Elvens debutroman Et svagt punkt en fortælling om en længsel efter et publikum til de liv, vi lever, og svar på de spørgsmål, vi stiller. Om maskulinitet, manipulation og om den usynlige magt, der ender hos mennesker, som ikke er blege for at udnytte andres sårbarheder.

Køb bogen her.